Kapitel 1

Hvor Sam Bone for første gang bevæger sig udenfor rækkevidde af den hjemlige drugstore og begiver sig nordpå. Og hvordan han mødte Vietnam-krigen ved den amerikansk-canadiske grænse.

Sam Bone gik ud af skolen i 1965. Han tog nordpå uden at spekulere nærmere over hvordan, bortset fra at Canada kunne være målet for hans forestilling om en karriere som skovhugger. Så da festlighederne i forbindelse med den 4. juli havde lagt sig, anbragte han sig ved vejsiden og placerede det hjemmelavede skilt synligt for de forbipasserende lastbiler: “Canada or Bust”

Hans første held var en skægget kæmpe fra Tulsa, Oklahoma, som på sine 18 hjul var på vej nordover i en Mack fuld af gods. Fyren præsenterede sig som Chip og kunne, uden pause og uden at gentage sig selv, bande uafbrudt i flere minutter over de små blikdåser, som ustandseligt kom i vejen for ham nede på asfalten et sted ude foran køleren. Via Chicago og Minneapolis/St.Poul åd Mack’en sig op igennem Minnesota til Duluth. Herfra fortsatte Sam med mere tilfældige bekendtskaber indtil Canada lå ret forude. Han nåede dog ikke længere end grænsen, hvor han opdagede to vigtige detaljer, han havde overset. For det første krævede det et pas for at komme ind i Canada. For det andet var man på den amerikanske side af grænsen meget opmærksomme på unge mænd i den kampdygtige alder, som på det tidspunkt begyndte at foretrække Canada frem for det sted i Indokina, som forsvarsministeriet havde tiltænkt dem. Derfor måtte Sam ændre planer og se sig om efter andre muligheder. Han vendte tilbage til Fort Francis nær grænsen og fik sin karrieres første job. Roadhog Café kunne bruge en opvasker og køkkenmedhjælper til det grove. Det var et af den slags spisesteder, hvor maden var solid, priserne rimelige og betjeningen under middel.

Efter tre dage følte Sam, at han var tæt på udlært i kunsten at vaske op. Han begyndte at se sig om efter et nyt job. Det fandt han på telefonboksen i den ene ende af Roadhog Cafe´s langstrakte lokale. Blandt opslag om den nyligt overståede 4. juli, knapt så nye teaterforestillinger og diverse brugte biler, faldt hans blik på en seddel med følgende, lakoniske jobtilbud:

“Folk søges. Henv. Hawks, formand”

I hjørnet oplyste et delvist udtværet stempel, at sedlen var fra “Minnesota Woodland Corporation.” Sam fandt såvel Woodland Corporation som formanden Hawks, der viste sig at være lige så fåmælt som sine jobannoncer. Sam Bone begyndte i tømmerlejrens køkken, hvor kokken lærte ham faget fra bunden.

Sam blev hængende som kokkens medhjælper i nogle måneder. Tømmerlejrens folk var en blanding af lokale og tilrejsende, som mere eller mindre tilfældigt - som Sam - var havnet her. De havde dog ét tilfælles. Efter en lang dag i skoven var man sulten. Sam Bone lærte faget i tømmerlejren, og hvad angår tilberedningen af de originale spareribs, var stedet helt perfekt. For når 38 sultne skovhuggere ved aftenstid vender hjem til lejren, laver man kun fejl én gang.

 

Kapitel 2

Med historien fra en pelsjægerhytte i Wyomings bjerge om de originale amerikanske spareribs.

En af skovhuggernes favoritter var spareribs, som de skyllede ned med rigelige mængder øl. Det var en formiddag, mens kokken stod og huggede ribben i passende stykker, at Sam første gang hørte historien om spareribs.

Beretningen er gået igen siden lejrbålenes tid, da folk drog vestpå i hælene på en flok køer. Essensen af historien om den originale amerikanske sparerib er, at selv de bedste venskaber kan spoleres, når talen falder på spareribs.

To mand sneede inde i en pelshytte i Wyomings bjerge på et tidspunkt kort efter borgerkrigen. Fire måneder, overladt til hinandens selskab, kan gøre det af med ethvert venskab, men det gik godt længe. Tiden gik med at udveksle minder, erfaringer og planer for fremtiden. I takt med at madrationerne blev mere sparsomme og ensformige, blev emnet for de dybsindige samtaler i højere grad mad. Det var en dag, lige før solen gik ned et sted ude i snestormen, at den ene kom til at nævne, at hans første mål, når de engang vendte tilbage til civilisationen ville være at indtage en portion spareribs af et omfang, som han i de følgende minutter malende beskrev for sin makker.

Nu kunne det have udviklet sig til en almindelig, fornuftig snak om mad. Men på et tidspunkt kommer det interessante spørgsmål på banen: Hvordan tilberedes ægte spareribs? Fra første øjeblik gik det galt. Den ene påstod hårdnakket, at spareribs ikke skulle koges inden stegningen. Men det gik fra galt til værre, da de nåede frem til det virkelig væsentlige: udskæring, krydderier og tilbehør.

Man kunne med større held have anbragt sydstaternes general, Robert E. Lee, og nordstaternes Ulysses S. Grant under samme tag. Det slag, der i de følgende timer blev udkæmpet i den lille hytte, blev afgørende for den generationer lange strid om “den originale amerikanske sparerib.” Det siger sig selv, at ikke et møbel var skånet, da de to var færdige med at afgøre striden om “den originale amerikanske sparerib.”

Da foråret kom, og sneen smeltede, vandrede de to ned fra bjergene, og med dem kom også historien om “den originale amerikanske sparerib.” Historie blev siden fortalt rundt om ved lejrbålene og kan stadig høres hen over disken i Jill’s Homesick Diner, Ed Debevick’s, Roadhog Café, og de tusinde af andre steder, hvor man sætter pris på spareribs.

Genfortællingerne er ikke enslydende, idet navne og nationaliteter på de to kan variere. I et tilfælde hævdes det, at striden blev afgjort med mord, som den pågældende senere blev frikendt for. Da dommeren fik hele historien, måtte han erkende, at der var tale om et mord, begået i affekt og retfærdig harme over så vigtigt et spørgsmål. Uanset variationer er det et faktum, at det var de originale og magtfulde amerikanske spareribs, der var med til at vinde vesten.

 

Kapitel 3

Hvor Sam Bone fortsætter sin færd, mens han plejer drømmen om en dag at få sit eget sted.

Fra tømmerlejren vest for Fort Francis arbejdede Sam Bone sig i de følgende år rundt i det meste af midtvesten. Han arbejdede på slagteri i Chicago, vaskede biler i Des Moines, rensede fisk i Green Bay, pudsede sko i Saint Louis, arbejdede som kvægdriver i Omaha og smedede rør på raffinaderierne i Tulsa. Men først og fremmest fandt han en lang række af kortere eller længere jobs på caféer, barer, restauranter og diverse andre spisesteder langs de ruter, han fulgte. Restaurationsbranchen tiltrak ham, og da det var det eneste job, han kunne påstå at have erfaring i, var det som oftest her, han skaffede sig til dagen og vejen. Det faldt ham aldrig ind at slå sig ned. Hans livsform og holdning til tilværelsen var som de tusinder af cowboys, der generationer tidligere drog rundt fra sted til sted. De blev hængende, så længe jobbet var interessant. Det vil sige at lønnen var god, der var et godt sted at sove og god mad, alt imens de sparede penge og drømme sammen til engang at få deres eget. For nogle var det et bestemt sted, for andre blot en idé. Men for alle var det et sted, bygget på de erfaringer, der blev høstet rundt omkring.

Sam Bone’s hest og sadel var en lettere ramponeret husvogn og en Chevrolet, som afgjort havde set bedre dage. Men den bragte ham rundt i Minnesota, Wisconsin, Illinois, Iowa, Nebraska, Kansas, Missouri, Arkansas og Oklahoma.

Langs highways, i sidegader og på hovedstrøg fandt Sam spisesteder, som havde brug for en kok, en tjener, en opvasker, en boss-boy, en udsmider eller en skiltemaler. Undervejs lærte han branchen at kende til bunds. Han kendte samtlige softice-maskiner, kunne med et enkelt blik afgøre, hvor længe en kartoffel skulle bages eller en bøf steges.

Sam Bone’s drøm om et spisested var stykket sammen af de steder og mennesker, han havde mødt. Hans ambition var ikke at åbne et fint sted i Boston eller Philadelphia ude østpå, eller at efterligne et billigt cafeteria i Californien, hvor folk ikke satte pris på mad med smag og fylde.

Sam tog det bedste med sig fra de steder, han havde været. Han var enig med Sue McGuire fra Sue’s Ribs’n’ Steaks: “Føle sig hjemme? De kan gå hjem og føle sig hjemme - her er de mine gæster, så de har bare at opføre sig ordentlig!” Eller Joe Willis, som havde serveret bøffer i mere end tredive år: “Råvarerne, min dreng, er det vigtigste. De siger, at en mesterkok kan få et festmåltid ud af et stykke sålelæder. Det er noget forkullet nonsens, at man kan klare sig med mindre end det bedste”. Eller Jill, som drev “Jill’s Homesick Diner”: “Jeg behandler hver eneste forbandet lastbilchauffør, der kommer ind ad døren, som om det var min første gæst. Til gengæld gider jeg ikke høre noget vrøvl.”

På ét punkt kunne Sam ikke sætte andre navne på end sit eget: Nemlig når det gjaldt spareribs, hvor han havde sin helt egen opskrift, som han turde stå inde for var den originale. Den havde fulgt ham helt tilbage fra tømmerlejren og var undervejs blevet justeret adskillige gange. Efterhånden gik der længere og længere imellem, at Sam følte trang til at revidere opskriften: Indtil det øjeblik, hvor det gik op for ham, at ingen nu kunne lære ham mere om fremstillingen af originale spareribs. Så var tiden inde til at begynde for sig selv.

Han valgte det mest nærliggende navn: “Bone’s Reg”. Dels som en hilsen til de utallige vittigheder, han havde hørt om navnet i forbindelse med sine jobs på restauranter. Dels for at minde sine gæster om, at han personligt stod inde for det, der blev serveret.

Bone’s serverede spareribs, salat, kylling, softice og en enkelt bøf ind imellem. Det var spareribs, som generationer havde lært dem at kende, og som Sam’s gæster lærte at sætte pris på.

Softicen havde Sam Bone lært at kende på en cafe i Chicago, hvor han opholdt sig et par uger. Her fik han lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med et softice anlæg som siden 1880’erne havde fremstillet is til generationer af kunder. De forskellige blandinger bar navne som Al, Tony, og Vito - en hilsen fra tyverne, hvor Al Capone, Tony Morelli og Vito Genovese var blandt stamgæsterne. De, indså Sam, måtte også være ophavsmændene til jordbærisen “St. Valentine Day’s Special.”

Sam tog tillige solide bøffer på menukortet. En ranchejer oppe i Nebraska havde på de lange ridt sammen med Sam holdt foredrag om kvægdrift, oksekød og menneskeføde. Sam fik efterhånden indtryk af, at koen var den højeste form for civilisation. Det var hos Bone’s, at de lokale sportsforeninger og klubber mødtes for at fejre sæsonafslutningen. Hele flokken på vej i byen kom også forbi og blev hængende et par timer. En enlig. Et kærestepar. Eller hele familien, som bare skulle ud at hygge sig eller havde noget at fejre.

 

Slut

Historien beskriver den stemning, Bone’s er bygget op omkring og de værdier, der er i højsædet i forretningen. Derfor tager markedsføringen af Bone’s også udgangspunkt i fortællingen, dens stemning og miljøer.